Om lokalplanen

Lokalplanens baggrund

Området er allerede lokalplanlagt med Lokalplan 112 for et område ved Ryttervej, som giver mulighed for at etablere og anvende området til Teknisk Skole. Området har siden 1985 været anvendt til Svendborg Tekniske Skole. Svendborg Tekniske Skole ønsker at samle deres uddannelsestilbud, og derfor fraflytter de deres ejendom på Ryttervej. Det medfører et behov for at kunne anvende området og de eksisterende bygninger til andre formål. Skattestyrelsen ønsker at købe ejendommen på Ryttervej 63 og anvende den til kontorformål.

I lokalplan 112 er det beskrevet, at området kun må anvendes til teknisk skole eller lignende offentlige eller private institutioner af almennyttig karakter.

Lokalplan 112 - tillæg 1 udvider muligheden for at anvende området til flere formål. 

 

Mindre ændring af lokalplan 112

Med moderniseringen af Planloven 2017 er der åbnet mulighed for at udarbejde "lokalplaner af mindre betydning". Det fremgår af lovens forarbejder, herunder erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 58 g, at de nye regler betyder, at det forenklede lokalplaninstrument kan anvendes i tilfælde, hvor der kun er brug for at ændre eller supplere en eller et par bestemmelser i en eksisterende lokalplan.
Lokalplaner af mindre betydning kan f.eks. anvendes i tilfælde, hvor kommunen vil foretage mindre ændringer i bestemmelser om bebyggelsens udformning eller omfang.
Lokalplaner af mindre betydning kan f.eks. også anvendes for at fjerne bestemmelser i lokalplaner, som ikke håndhæves, og som kommunen bruger tid på at dispensere fra. En ny lokalplan af mindre betydning kan f.eks. have til formål at fjerne uaktuelle bestemmelser, således at kommunen efterfølgende ikke skal bruge tid på dispensationssager.
En lokalplan af mindre betydning kan også bruges for at supplere anvendelsesbestemmelserne i en eksisterende lokalplan, så det f.eks. bliver muligt at opsætte tele- eller mobilkommunikationsmaster.

Endvidere vil en lokalplan af mindre betydning kunne udarbejdes i tilfælde, hvor der f.eks. alene er tale om at ændre en anvendelsesbestemmelse for en bygning fra offentlig administration til private kontorformål, når dette ikke medfører væsentlige ændringer på omgivelserne.

Nærværdende lokalplan vurderes at være af mindre betydning da den alene har til formål at udvide anvendelsesbestemmelsen for et mindre område. Den nye anvendelse vurderes ikke at være væsentlig anderledes end den nuværende, ydermere vil den nye anvendelse ikke ændre ved områdets karakter.

Eftersom en lokalplan af mindre betydning ikke forventes at have væsentlig betydning på omgivelserne og kun vil indeholde få nye bestemmelser, er det begrænset, hvor omfattende redegørelsen til lokalplanen er. Der redegøres således kun for planens formål, retsvirkninger og for de ændringer, som er foretaget med Lokalplan 112 - tillæg 1.

 

Offentlig høring

Ændringer som gennemføres ved hjælp af en lokalplan af mindre betydning indebærer, at det ikke er den gældende lokalplan, der skal i høring og genvedtages af byrådet, men at det kun er de mindre ændringer, der sendes i høring og efterfølgende vedtages endeligt af byrådet. Ændringerne til Lokalplan 112 fremgår af nærværende Lokalplan 112 - tillæg 1, og det er således kun den, som kommer i offentlig høring og vedtages af byrådet.

 

Lokalplanens område

Lokalplanområdet ligger i Svendborg by, i bydelen Svendborg Vest. Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 30.400 m².

Området er mod nord afgrænset af Johannes Jørgensens Vej og mod syd af et kollegie og en sø. Mod vest afgrænses området af Ryttervej og mod øst af jernbanen, der er afskærmet med hegnsbeplantning og en sti langs med hegnsbeplantningen.
Der er to primære bygninger inden for området på henholdsvis 3.200 og 1.900 etagemeter.

Bemærk at Lokalplan 112 for et område ved Ryttervej omfatter et område nord og syd for Johannes Jørgensvej, mens lokalplan 112 - tillæg 1 kun omfatter et mindre område lige syd for Johannes Jørgensens Vej.

loading image
Henter kort...
static-map