Lokalplanens baggrund
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en eksisterende lokalplan, der ikke i tilstrækkelig grad muliggør at udnytte erhvervsområdets potentiale. Planlægningen er igangsat for at revidere den eksisterende lokalplan for området. Lokalplan 004.403 – For Erhvervsområde Øst ved Ørbækvej, fra 2008 har været opbygget på en ikke længere tidssvarende måde i forhold til erhvervslivet. Der har været uhensigtsmæssige begrænsninger og udviklingen af området er ikke sket, som det oprindeligt var planlagt. Den nuværende opdeling af anvendelserne kan ikke tolkes entydigt. Dette har resulteret i afslag eller dispensationsansøgninger og det er nået et omfang, hvor der er brug for at revidere den gældende planlægning, så området fortsat kan udvikles og udbygges som erhvervsområde.
Formålet med lokalplanen er at sikre, at Erhvervsområde Øst giver mulighed for at erhvervsvirksomheder og særligt pladskrævende varegrupper kan placeres hensigtsmæssigt i området. Målet er at forbeholde området til virksomheder, der giver anledning til væsentlig miljøbelastning, store virksomheder med behov for udendørs oplag samt virksomheder med tung transport.
Lokalplanens bestemmelser skal skabe rammerne for et samlet erhvervsområde med god, funktionel vejbetjening og give sikkerhed for virksomhedernes fremtidige vilkår.
Med udarbejdelsen af denne lokalplan, ønsker kommunen at realisere et af kommuneplanens mål i forhold til at fremme en positiv erhvervsudvikling som tilgodeser erhvervslivets behov.
Lokalplanområdets afgrænsning er markeret med stiplet rød linje.
Lokalplanens område
Beliggenhed
Lokalplanområdet ligger i den nordøstlige ende af Svendborg og benyttes som erhvervsområde. Erhvervsområdet er bynært og ligger tæt på to større indfaldsveje til Svendborg by.
Vest for lokalplanområdet ligger Ørbækvej og Tved by, der består af flere større boligområder. Ud fra Norgesvej og vest for Ørbækvej ligger et større areal som i kommuneplan 2021-2033 er udlagt til boligområde og som kategori 1 i boligrækkefølgeplanen. Det betyder at boligområdet umiddelbart kan lokalplanlægges og efterfølgende bebygges. I dette område ligger en mindre skov kaldet Frydenlund.
Mod nord grænser lokalplanområdet op til Holmdrupvej samt en enkelt gård og det åbne land.
Øst for grænser lokalplanområdet op til et dige der afgrænser området. På den anden side af diget er der lokalplanlagt til solceller. Der ligger ligeledes et større areal der benyttes til hundetræning i det sydøstlige hjørne.
Lokalplanområdet grænser mod syd op til Ring Nord vejen. På den modsatte side ligger det nordlige Svendborg by, adskilt af et rekreativt område til byhaver samt enkelte gårde og et skovområde.
Eksisterende forhold
Lokalplanområdet er ved udarbejdelsen i store træk udbygget, dog med enkelte større tomme arealer. Indenfor lokalplanområdet ligger flere forskellige erhvervsvirksomheder i spændet mellem tunge erhverv til håndværkervirksomheder, havecenter samt enkelte engrosvirksomheder og bilforhandlere. Erhverv ud mod Ørbækvej og Ring Nord ligger med god visuel eksponering og flere kundeorienteret virksomheder ligger placeret i dette område.
Der er etableret vejstruktur som forbinder områderne med hinanden. Vejstrukturen er udlagt som et grid, hvor hovedstrukturen er anlagt med brede veje der muliggør tung kørsel.
Der er ingen fortove, men enkelte steder grusarealer langs vejene, hvor det er muligt at færdes til fods. Langs hovedparten af vejene er der plantet lette vejtræer. Beplantningen er med til at skabe en grøn sammenhæng i området.
Indenfor lokalplanplanområdet ligger en mindre fredskov samt flere §3 søer, som er udlagt til regnvandsbassiner. Gennem området løber et delvist rørlagt vandløb. Mod øst er der et beskyttet dige som grænser op til omkringliggende områder.