Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
I henhold til Miljøvurderingsloven LBK nr. 1976 af 27/10/2021, skal Svendborg Kommune enten gennemføre en miljøvurdering efter § 8, stk. 1, eller foretage en vurdering efter §8, stk. 2, af, om planen kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Svendborg Kommune har i henhold til § 8, stk. 2, jf. LBK nr. 1976 af 27/10/2021 gennemført en miljøscreening. Idet planen omhandler fysisk planlægning, fastsætter arealanvendelsen af et mindre området på lokalt plan og ikke påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, konkluderes det, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3, samt i forhold til lovens brede miljøbegreb, jf. LBK nr. 1976 af 27/10/2021.
Screeningen viser, at plangrundlaget ikke medfører væsentlige indvirkninger på de listede miljøparametre. Dog bemærkes følgerne i forhold til miljøparametrene:
Natur og grønne områder
Springfrøen er registreret i et regnvandsbassin beliggebeliggende i matrikel 5o Tved By, Tved, i den sydlige del af lokalplanområdet.
Regnvandsbassinet er omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3, da bassinet har et areal over 100 m2. Regnvandsbassinet må derfor ikke ændres og rundt om regnvandsbassinet er der registreret overdrev som ligeledes skal henligge naturligt.
Da regnvandsbassinet på matrikel 5o ikke ændres som følge af lokalplanen og området rundt om regnvandsbassinet er udlagt som overdrev der ikke må ændres, vurderes det, at springfrøens yngle- og rasteområder ikke vil blive beskadiget eller ødelagt, som følge af lokalplanen.
Området ved vandbassinet i den sydlige del har været lokalplanlagt siden 1990, hvor området ligeledes var udlagt med formål af erhvervsområde. Lokalplanen fra 1990 blev afløst af lokalplan 004.403 fra 2008, ligeledes med anvendelse af erhvervsområde.
Lokalplanen fortsætter med samme formål og anvendelse og det vurderes derfor ikke at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for springfrøen eller andre bilag IV-arter.
Grundvand
Lokalplanområdet ligger i ”Område med særlig drikkevandsinteresse” (OSD). Der er ikke udpeget nitratfølsomme områder indenfor lokalplanens udstrækning. Derudover findes der i det nordvestlige hjørne af lokalplanområdet to boringsnære beskyttelsesområder (BNBO’er) til Tved Vandværks boringer. Rundt om boringerne er der udlagt 300 m’s beskyttelseszoner, som indenfor lokalplanområdet er sammenfaldende med indvindingsoplandet. Der er ingen aktive vandindvindingsboringer nedstrøms industriområdet, og der ikke er nogen planer herom. Nye vandforsyningsboringer vil blive etableret udenfor byen.
Lokalplanen indeholder bestemmelser, der skal begrænse virksomheder i forhold til grundvandsforurening og særligt indenfor 300 m’s zonerne og de boringsnære beskyttelsesområder.
Lokalplanen fastsætter bestemmelser om, at der indenfor 300 m’s zonerne ikke gives tilladelse til:
- Etablering af nedsivningsanlæg for spildevand eller vejvand.
- Nedgravning af olietanke eller kemikaliebeholdere.
- olieudskillere
Indenfor BNBO’erne gælder det desuden, at der som udgangspunkt ikke gives tilladelse til:
- Horisontale jordvarmeanlæg
- Vertikale jordvarmeanlæg
Indenfor OSD kan tilladelsesmyndigheden kun tillade en placering, hvor det på baggrund af en konkret vurdering af forureningsrisikoen kan godtgøres, at placeringen kan finde sted uden at tilsidesætte miljømæssige hensyn. Der skal etableres særlige beskyttelsesforanstaltninger og overvågningssystemer, hvor der er særlig risiko for grundvandsforurening.
Lokalplanen er en opdatering af den gamle lokalplan for Industriområde Øst, og den nye plan giver ikke mulighed for, at der kan etableres nye industrityper i området, som vil medføre en potentiel større risiko for forurening af grundvandet. Det vurderes, at der med lokalplanens bestemmelser om belægning, samt at der skal laves en konkret vurdering af den enkelte virksomhed, som skal placeres indenfor indvindingsoplandet, så vil lokalplanen ikke have en negativ påvirkning af grundvandet.
Befolkning
Området er udlagt til erhvervsområde og i kommuneplanen udpeget som produktionserhvervsområde. Delområde I er udlagt til let/lokalt erhverv og virker som en bufferzone i forhold til de omkringliggende boligområder mod Ørbækvej og Ring Nord. Dette skal være med til at mindske miljøpåvirkningerne fra de tungere erhverv beliggende i delområde II. Der fastsættes støjgrænseværdier i forhold til Miljøstyrelsens vejledende støjgrænseværdier for erhvervs- og industriområder samt erhvervs- og industriområder med forbud mod generende virksomheder.
Det vurderes, at der ikke vil være en negativ påvirkning af lokalplanens realisering i forhold til brugen af arealet.