Forhold til anden lovgivning og planlægning

Kommuneplanens hovedstruktur

Lokalplanen skal udarbejdes i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur. Nedenstående overskrifter er et udsnit af kommuneplantemaer, som er relevante for nærværende lokalplan. 

 

Byudvikling og bosætning

Lokalplanen understøtter kommunalbestyrelsens strategi om at byfortætte og omdanne fremfor at inddrage nye arealer til byudvikling. Lokalplanen giver mulighed for, at et tidligere erhvervsområde kan udvikles til boliger og erhverv.

Lokalplanen giver mulighed for, at der kan opføres boliger i form af tæt-lav boligbebyggelse. Lokalplanområdet grænser op til boligområder, hvor der hovedsageligt er opført boliger i form af åben-lav boligbebyggelse. Lokalplanen vil derfor medvirke til en blandet boligsammensætning i Svendborg Nord.

Planlægningen for tæt-lav boligbebyggelse vil være med til at bidrage til mindre boliger i området, som kan være med til at skabe en positiv flyttekæde. 

 

Erhverv og Turisme

Produktionsvirksomheder

Lokalplanområdet ligger ikke indenfor et udpeget konsekvensområde til produktionsvirksomheder.

De nærmeste produktionsvirksomheder er beliggende ca. 900 meter nord for lokalplanområdet. Der er et eksisterende boligområde mellem produktionsvirksomhederne og lokalplanområdet. De boliger, som lokalplanen giver mulighed for, vil derfor ikke begrænse virksomhedernes drift eller produktion. 

 

Erhverv

Lokalplanområdet er placeret ca. 40 meter syd fra et aktivt erhvervsområde. Mellem lokalplanområdet og erhvervsområdet er opført boliger, og lokalplanens indhold vil derfor ikke udløse yderlige krav til de virksomheder, som er beliggende i erhvervsområdet. 

 

Natur

Grønt Danmarkskort

Grønt Danmarkskort viser det samlede naturnetværk i Danmark, og det er en masterplan for de fynske kommuners sammenhængende naturudpegninger. Grønt Danmarkskort viser, hvor kommunerne i fremtiden vil målrette deres naturpleje og planlægge for ny sammenhængende natur - på tværs af kommunegrænserne.

Margrethelund er omfattet af Grønt Danmarkskort, og skoven er udpeget med økologiske forbindelser og særligt værdifulde naturområder.

Lokalplanen indeholder mod øst en byggelinje, som sikrer, at ny bebyggelse ikke må placeres nærmere Margrethelund end 30 meter. Afstanden mellem skoven og byggelinjen vil være med at understøtte den udpegning, som er lavet i Grønt Danmarkskort. Mellem skoven og byggelinjen må der ikke opføres nogen form for bebyggelse.

Lokalplanen er ikke omfattet af udpegningen ved Margrethelund, og det vurderes derfor, at realiseringen af lokalplanens indhold ikke vil være i strid med Grønt Danmarkskort.

 

Kyst

Den kystnære del af byzonen

Lokalplanområdet ligger i den kystnære del af byzonen, og området er derfor omfattet af planlovens § 16, stk. 5. Når et område ligger i den kystnære del af byzonen, så skal lokalplanen indeholde en redegørelse for ny bebyggelse og anlægs visuelle påvirkning af kysten. Såfremt anlæg afviger væsentligt i højder og volumen fra den eksisterende bebyggelse, skal der gives en begrundelse for, at ny bebyggelse kan placeres i den kystnære del af byzonen.

Området ligger i den nordlige del af Svendborg by, ca. 2 km fra kystlinjen i fugleflugtslinje, og der er etableret tæt, bymæssig bebyggelse mellem lokalplanområdet og kysten, hvoraf en del er lige så høj som den bebyggelse, lokalplanen giver mulighed for. Det vurderes derfor, at en fremtidig bebyggelse ikke vil ændre på den visuelle opfattelse af kystområdet. Der kræves derfor ikke en planmæssig begrundelse og visualisering for placeringen af den nye bebyggelse.

 

Geologi og grundvand

Lokalplanområdet ligger indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), hvilket betyder, at grundvandet i særlig grad skal beskyttes.

Kortet viser lokalplanområdet og drikkevandsinteresser i området. Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) er skraveret med en mørk blå. 

Lokalplanområdet ligger også indenfor et nitrat følsomt indvendingsområde, og en del af lokalplanområdet, mod Odensevej, ligger indenfor et indvindingsopland, en 300 meter zone samt et boringsnært beskyttelsesområde (BNBO).

Der er desuden registeret forurening indenfor lokalplanområdet, og grundejeren kan ikke forvente at få nedsivningstilladelse på de arealer, der er registeret med forurening.

Før der kan gives nedsivningstilladelse på de øvrige arealer, skal det godtgøres, at de kendte forureninger ikke mobiliseres. Grundejeren kan enten fjerne eller befæste områderne med den forurenet jord. Begge løsninger kræver, at grundejeren søger tilladelse ved Svendborg Kommune efter § 8 i jordforureningsloven.

Dette gælder også for de områder, som udlægges til boliger og de fælles fri- og opholdsarealer.

Ovenstående stiller således særlige krav til grundejeren i forhold til nedsivning på området, hvor der som udgangspunkt ikke kan gives tilladelse til nedsivning af urenset vand fra veje, parkeringspladser eller kørearealer indenfor indvindingsoplande hvor der også er udlagt nitratfølsomme indvindingsområder og/eller boringsnære beskyttelsesområder. Tagvand vurderes at kunne nedsives efter gældende regler i spildevandsbekendtgørelsens § 38.

 

Klimatilpasning

Lokalplanen stiller krav om, at al regnvand skal håndteres på egen grund. Lokalplanen giver også mulighed for, at der kan etableres regnvandsbassiner i lokalplanområdet. For at mindske risikoen for oversvømmelse ved kraftig nedbør eller for høj udledning til forsyningens afløbssystem, skal der udføres afværgeforanstaltninger af bygherre.

Det er bygherres ansvar at sikre bygningerne mod eventuelle oversvømmelser.

Kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning.

 

Kommuneplanens rammebestemmelser

Lokalplanens område omfattes af følgende kommuneplanrammer for lokalplanlægningen. Lokalplanen er i overensstemmelse hermed.

03.01.C3.049 Blandet bolig- og erhvervsområde Odensevej

  • Anvendelse generelt: Blandet bolig og erhverv
  • Plandistrikt: Svendborg Nord
  • Fremtidig zonestatus: Ingen
  • Udstykningsforbud: Udstykning er tilladt inden for rammeområdet
  • Bebyggelsesprocent: 45 % beregnet ud fra den enkelte ejendom
  • Max. Antal etage: 2
  • Max. Bygningshøjde: 8,5
  • Specifik anvendelse:
    • Åben-lav boligbebyggelse. Bebyggelsesprocent: 30 % beregnet ud fra den enkelte grund
    • Tæt-lav boligbebyggelse. Bebyggelsesprocent: 45 % beregnet ud fra den enkelte grund
    • Kontor- og serviceerhverv
    • Tankstation
    • Publikumsorienterede serviceerhverv

03.01.B.071 Boligområde Odensevej

  • Anvendelse: Boligområde
  • Plandistrikt: Svendborg Nord
  • Fremtidig zonestatus: Byzone
  • Udstykningsforbud: Udstykning er tilladt inden for rammeområdet
  • Bebyggelsesprocent: 30 % beregnet ud fra den enkelte ejendom
  • Max. Antal etager: 2
  • Max. Bygningshøjde: 8,5
  • Specifik anvendelse:
    • Åben-lav boligbebyggelse. Bebyggelsesprocent: 30 % beregnet ud fra den enkelte grund
    • Tæt-lav boligbebyggelse. Bebyggelsesprocent: 45 % beregnet ud fra den enkelte grund

Gældende lokalplaner

Lokalplanområdet er omfattet af gældende lokalplaner:

  • Partiel byplanvedtægt nr. 20-1967 for et område ved Odensevej, Eskegaardsvej m.fl.
  • Partiel byplanvedtægt nr. 20-1967, tillæg nr. 1 til partiel byplanvedtægt nr. 20-1967
  • Lokalplan nr. 001.290, Facade og skilte lokalplan

Ophævelse af lokalplaner

Med kommunalbestyrelsens vedtagelse af lokalplan 677 ophæves partiel byplanvedtægt nr. 20-1967 og partiel byplanvedtægt nr. 20-1967, tillæg nr. 1 for den del af byplanvedtægten og tillæggets område, der omfattes af lokalplan 677. 

Servitutter

Ejere og bygherrer er selv ansvarlige for at sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler og ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres inden jordarbejder påbegyndes.
Ved udarbejdelsen af lokalplanen er der registreret følgende servitutter, som kan have betydning for bygge- og anlægsarbejde inden for lokalplanområdet. Svendborg Kommune påtager sig ikke eventuelle fejl og mangler.

Liste over servitutter:

Matr.nr. 17c Sørup, Svendborg Jorder

  • 07.11.1951-913561-36 Dok. om byggelinier mv
  • 09.03.1954-913562-36 Dok. om færdselsret mv, vedligeholdelse
  • 21.06.1978-8368-36 Dok. om transformerstation/anlæg mv
  • 08.03.1982-2692-36 Dok. om indretning af kollegieværelser, Prioritet forud for pantegæld
  • 14.11.1994-104294-36 Lejekontrakt med DuPont Danmark A/S, Om resp se akt
  • 24.04.1997-11023-36 Dok. om tilslutningspligt til fjernvarme.
  • 04.10.2004-29941-36 Dekl. om tilmedling til Svendborg Fjernvarme- central Tillige anden ejendom

Matr.nr. 17fy Sørup, Svendborg Jorder

  • 15.10.1948-913575-36 Dok. om forsynings-/afløbsledninger mv
  • 09.03.1954-913562-36 Dok. om færdselsret mv, vedligeholdelse
  • 21.06.1978-8368-36 Dok. om transformerstation/anlæg mv
  • 10.08.1995-12188-36 Dok. om fjernvarme/anlæg mv
  • 24.04.1997-11023-36 Dok. om tilslutningspligt til fjernvarme.
  • 04.10.2004-29941-36 Dekl. om tilmedling til Svendborg Fjernvarme- central Tillige anden ejendom

CittaSlow

Svendborg Kommune opnåede i 2008, som den første danske kommune, medlemskab af den internation­ale Cittaslowbevægelse.

Ved at være en del af Cittaslow, har Svendborg Kommune forpligtet sig på, at planlægge og udvikle kommunen med udsyn, kvalitet og omtanke.

Vi skal bruge de moderne og teknologiske løsninger på en kreativ måde, med afsæt i de lokale særpræg, traditioner og historien.

Svendborgs lokale særpræg, traditioner og historie er forankret i naturen, landskaberne, det maritime, det kulinariske, de velbevarede historiske bygninger, de snoede gader og de levende landsbyer, et aktiv foreningsliv, en stærk høj- og friskole tradition, masser af kulturtilbud, levende havnemiljøer, smukke landskaber - og uanset hvor du er, så er det hele tæt på.

Lokalplanen giver mulighed for, at et tidligere erhvervsområde kan omdannes til et boligområdet, og lokalplanen giver samtidigt mulighed for, at en mindre del af området fortsat kan anvendes til erhverv. Lokalplanen giver mulighed for flere boliger og fastholde arbejdspladser i området, og derved kan flere leve og opleve det gode liv i Svendborg Kommune.

 

Bosætningsstrategi 2020 

Svendborg Kommune skal kunne tilbyde boliger til forskellige livssituationer. I byomdannelsesområder i Svendborg by og i lokalområderne skal boligudvalget være blandet - både i boligtype, boligstørrelser og ejerformer. Der skal i forbindelse med planlægning af nye boligområder og byomdannelse så vidt muligt indtænkes en andel af mindre boliger.

Lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres mindre boliger såsom række-, kæde- og klyngehuse. Lokalplanen er beliggende mellem eksisterende boligområder, som hovedsageligt består af åben-lav boligbebyggelse. Lokalplanen vil derfor kunne tilbyde en anden boligtype, og den vil derved være med at understøtte bosætningsstrategien.

Svendborg Kommune må ikke vedtage planer, der kan skade arter eller naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Nature 2000-områder, eller yngle- og rasteområder for arter på EU’s habitatdirektivs bilag IV. Alle planer og projekter skal derfor vurderes i forhold til, om de kan skade Natura 2000-områder eller strengt beskyttede arter på direktivets bilag IV.

 

Natura 2000

Nærmeste Natura 2000-område er Rødme Svinehaver (Habitatområde 241), som ligger ca. 6 km nord for lokalplanområdet.

Svendborg Kommune vurderer, at lokalplanen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke Natura 2000-områder.

 

Habitatbekendtgørelsen § 6

I habitatsbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde.

Lokalplanområdet har tidligere været udlagt til erhverv, og store dele af området er befæstet. Der er et større sammenhængende ubefæstet areal med græs, buske og træer, som er placeret langs Margrethelund. Der er desuden et mindre ubefæstet areal umiddelbart nord for parkeringspladsen, som er udlagt til privat have til Odensevej 34, 5700 Svendborg.

Det er Svendborg Kommunes vurdering, at lokalplanområdet ikke indeholder egnede yngle- og rastesteder for arter opført på Habitatdirektivets Bilag IV (bilag IV-arter). Det vurderes, at træerne på lokalplanområdet ikke egnet for flagermus som raste- og ynglested.

Det er Svendborg Kommunes vurdering, at Bilag IV-arter ikke skades som følge af projektet.

 

Naturbeskyttelsesloven

Fredede- og naturbeskyttede områder

Der er ikke registeret beskyttede naturtyper på lokalplanområdet.

 

Skovbyggelinje

Lokalplanområdet er beliggende inden for skovbyggelinjen fra Margrethelund, som er placeret øst for lokalplanområdet.

Kortet viser lokalplanområdet og skovbyggelinjen for Margrethelund. Skovbyggelinjen er vist med en grøn skravering.

Skovbyggelinjen henhører under naturbeskyttelseslovens § 17. Skovbyggelinjens formål er at sikre skovens landskabelige værdier. Skovbyggelinjen regnes 300 meter fra skovbrynet, og indenfor denne afstand er der, med enkelte undtagelser, forbud mod at bygge.

Realiseringen af lokalplanen kræver, at Miljøstyrelsen reducerer skovbyggelinjen inden for lokalplanens område. Skovbyggelinjen vurderes at kunne reduceres, da lokalplanområdet grænser op til eksisterende udbygget boligområder, hvor boligerne er placeret ca. 30 meter fra skovbrynet.

Lokalplanen indeholder en byggelinje mod Margrethelund, som sikrer, at der ikke må opføres nogen form for bebyggelse tættere på skovbrynet end 30 meter. Lokalplanen sikrer derved, at ny bebyggelse placeres med samme afstand til skoven, som boligerne i de boligområder, som grænser op til lokalplanområdet. 

Byggelinjen understøtter skovens naturmæssige værdi og bevarer skovbrynet som landskabselement, da der er en tydelig grænse mellem skoven og de nye boliger. Der vil ikke være adgang til skoven fra lokalplanområdet, og skovbrynet vil derfor fortsat være intakt. Der skal være et hegn langs lokalplangrænsen mod Margrethelund.

Byggelinjen vil desuden være med til at understøtte, at ny bebyggelse ikke vil opleve skyggegener fra skoven.

Illustrationen viser et skyggeforhold ved Margrethelund. 

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen har Svendborg Kommune vurderet, at realiseringen af lokalplanens indhold ikke vil medføre, at der sker beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a, eller at der sker en væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område.

På baggrund af endeligt vedtaget lokalplan vil Svendborg Kommune anmode Miljøstyrelsen om at reducere skovbyggelinjen for det areal, der omfatter lokalplanområdet. En godkendt ophævelse vil efterfølgende blive indberettet via Miljøportalen. 

Det er Svendborg Kommunes vurdering, at det vil være muligt at reducere skovbeskyttelseslinjen for Margrethelund på lokalplanområdet.

 

Fortidsmindebeskyttelseslinje

Lokalplanområdet er beliggende inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen for to fortidsminder, som er placeret øst for lokalplanområdet. Fortidsminderne er beliggende ca. 30 meter og 60 meter fra lokalplanområdet, og de har fredningsnumrene 40175 og 40176. 

Kortet viser lokalplanområdet og fortidsmindebeskyttelseslinjen. Fortidsmindebeskyttelseslinjen er vist med lyserød skravering. 

Fortidsmindebeskyttelseslinjen henhører under naturbeskyttelsesloven § 18. Fortidsmindebeskyttelseslinjens formål er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, herunder at sikre indsyn til og udsyn fra fortidsminderne. Beskyttelseszonen er 100 meter fra fortidsmindets ydergrænse.

Inden for beskyttelseszonen må der ikke foretages ændringer i tilstanden, dvs. for eksempel tilplantninger eller ændringer i terrænet.

Fortidsminderne er to rundhøje, som er beliggende i Margrethelund omgivet af tæt beplantning, og de er derfor ikke synlige fra lokalplanområdet. Lokalplanområdet har tidligere været anvendt til erhverv, og området har været lukket for den almene offentlighed. Fortidsminderne har ikke tidligere været synlige fra lokalplanområdet. 

Lokalplanen indeholder en byggelinje mod Margrethelund, som sikrer, at ny bebyggelse ikke må placeres inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen. Ny bebyggelse vil blive placeret med en større afstand til fortidsminderne, end de eksisterende omkringliggende boliger.

Fortidsmindebeskyttelseslinjen er, ved lokalplanens udarbejdelse, brudt, da der er opført boliger og en bebyggelse til værksted inden for beskyttelseslinjen. Disse er placeret nærmere fortidsminderne, end det vil være tilladt i nærværende lokalplan.

 

Jordforureningsloven og Lov om forurenet jord

En mindre del af lokalplansområdet er kortlagt efter Jordforureningsloven. Bygge- og anlægsarbejde på kortlagte arealer forudsætter særlig tilladelse efter Lov om forurenet jord. I den forbindelse vurderes det i hvilket omfang, at der skal laves indsatser over for forureningen ved byggerier. 

Kortet viser lokalplanområdet og arealer, hvor der er kortlagt jordforurening på vidensniveau 2. Området, hvor der er jordforurening på vidensniveau 2, er skraveret med rød.

Lokalplanområdet er områdeklassificeret hvilket betyder, at der ved bortskaffelse af jord er anmelde- og analysepligt. Ejeren eller brugeren skal sikre sig, at de øverste 50 cm jord af det ubebyggede areal ikke er forurenet eller, at der er etableret varig belægning på arealet jf. Lov om forurenet jord.

Ejeren eller brugeren skal ud fra de oplysninger, de kender, selv tage stilling til, om kravet er opfyldt eller om der skal foretages nærmere undersøgelser.
Lokalplanområdet er en del af et tidligere erhvervsområde. Der er fundet forurening med olier og tungmetaller.

Såfremt der under et bygge- og anlægsarbejde opstår mistanke ved syn eller lugt om jordforurening, skal arbejdet standses og Svendborg Kommune kontaktes.

 

Drikkevandsinteresser

Lokalplanområdet ligger i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). OSD udpeges af staten, hvor grundvandet har regional betydning for den nuværende og fremtidige vandforsyning.

På nedenstående kort er grundvandssituationen vist omkring lokalplanområdet. Nærmeste vandværk er Sørupværket, som er placeret vest for lokalplanområdet. Sørupværket er vist med en blå firkant.

Kortet viser lokalplanområdet og grundvandssituationen i området i nærhed til lokalplanområdet.

Der er boringer tilknyttet Sørupværket, som ligger tættere på lokalplanområdet end vandværket. De nærmeste af Sørupværkets boringer er vist med mørkeblå prikker indenfor de røde organisk formede områder, der er BNBO’erne til boringerne. Hvor to eller flere BNBO’er er sammenfaldende er den røde farve kraftigere. De blå linjer angiver afgrænsningen af indvindingsoplandet til boringerne, hvor det skraverede område angiver nitrat følsomme indvindingsområder.

Indvindingsoplandet viser det område, hvor vandet vurderes at kunne strømme frem til boringerne inden for 200 år og BNBO’erne viser det område hvor vand vurderes at kunne strømme frem til boringen indenfor 1 år. En del af lokalplanområdet ligger indenfor BNBO’et og indvindingsoplandet til en af boringerne tilknyttet Sørupværket. Lokalplanområdet ligger således i et område, hvor grundvandsdannelsen vurderes at kunne bidrage med vand til Sørupværkets boring. Grundvandspotentialerne (grundvandsspejlet) er vist med sorte linjer og grundvandets strømningsretning er vist med sorte pile. Ifølge grundvandspotentialerne i det dybereliggende grundvand, som Sørupværket indvinder fra, løber grundvandstrømmen fra nordvest mod sydøst. Flere af Sørupværkets boringer samt boringerne tilknyttet Grubbemølleværket ligger nedstrøms lokalplanområdet mod Svendborg Sund. Disse boringer kan dermed blive påvirket hvis der opstår en forurening af grundvandet i forbindelse med lokalplanområdet.

Drikkevandsinteresserne i området stiller derfor særlige krav til grundejeren, hvilke er beskrevet i afsnittet om Kommuneplan 2021-2033 i underafsnittet Geologi og grundvand.

Bygningsfredningsloven

Fredede bygninger

Der er ikke registeret fredede bygninger indenfor lokalplanens område. 

 

Museumsloven

Fortidsminder

Der er registeret to fortidsminder øst for lokalplanen, som hver er omfattet af en fortidsmindebeskyttelseslinje. Fortidsmindebeskyttelseslinjen henhører under Naturbeskyttelsesloven, og de aktuelle fortidsmindebeskyttelseslinjerne er derfor beskrevet i lokalplanens afsnit om Natur og Miljø i underafsnittet Fortidsmindebeskyttelseslinje. 

Ved nybyggeri eller ændret anvendelse i lokalplanområdet skal det sikres, at Miljøstyrelsens grænseværdier for erhvervsstøj og trafikstøj kan overholdes.

Lokalplan sikrer, at området fortsat vil have en åben karakter ud mod Odensevej. Der må derfor ikke etableres et støjhegn ud mod Odensevej. Boliger skal placeres, så det sikres, at støjniveauet ikke overstiger 58 dB.

Det skal påvises i byggesagsbehandlingen, at de gældende støjgrænser overholdes.

Vej, sti og parkering

Adgang til lokalplanområdet skal ske af Odensevej. Der må maksimalt anlægges to overkørsler til lokalplanområdet. 

Der skal etableres parkeringspladser i overensstemmelse med følgende krav:

  • Række- og dobbelthuse, kæde-, klyngehuse o.l.: 1½ p-pladser pr. bolig
  • Kontor: 1 p-plads pr. 75 m² etageareal
  • Klinikker og liberale erhverv mm.: 1 p-plads pr. 50 m² etageareal

Parkeringspladser skal placeres i de delområder, som definerer antallet af parkeringspladser.

Parkeringspladserne skal etableres som fællesparkering eller på egen grund. Maksimalt må 2 parkeringspladser placeres på egen grund for hver 6. bolig. Fællesparkering på 10 parkeringspladser eller derover, skal begrønnes for at sikre et grønt præg i området. Der skal etableres mindst et træ pr. 5 parkeringspladser i parkeringsområderne. Der skal anvendes mellemstore eller store højstammede træer, som kan placeres i rækker, mindre grupper eller solitært.

Der skal etableres cykelparkering i overensstemmelse med følgende krav:

  • Række- og dobbelthuse, kæde- og klyngehuse: 2 stativer*/100 m2 etageareal
  • Kontorbygninger, klinikker og liberale erhverv mm.: 1 stativ*/100 m2 etageareal

*Et stativ er lig med en plads til en cykel.

 

Kollektiv trafik

Der er busforbindelse fra Odensevej, hvor der er placeret stoppesteder ved Pilegaardsvej.

 

Skole og institutioner

Den nærmeste skole er Vestre Skole, som er beliggende på Gyldenbjergsvej syd for lokalplanområdet. 

Den nærmeste dagsinstitution er Nordlyset, som er en integreret børnehus beliggende på Frilandsvej øst for lokalplanområdet.

Vandforsyning og renovation

Lokalplanområdet ligger i et område, hvor vandforsyning og renovation varetages af Vand og Affald, Ryttermarken 21, 5700 Svendborg.
Der henvises til Svendborg Kommunes vandforsynings- og affaldsplan, regulativer og vedtægter.

 

Elforsyning

Elforsyningen varetages af Sydfyns Elforsyning Net A/S. Der henvises i øvrigt til det liberale el marked.

 

Varmeforsyning

Fjernvarmeforsyning med tilslutningspligt

Lokalplanområdet er udpeget til kollektiv varmeforsyning i gældende varmeplan. Der er tilslutningspligt til fjernvarme jf. gældende varmeplan ved lokalplanens vedtagelse.

Spildevandsplan

Området er omfattet af Spildevandsplan 2020-2031 for Svendborg Kommune.

Status er, at området er både fælleskloakeret og ukloakeret. Området, som er ukloakeret, er planlagt til at blive seperatkloakeret. I spildevandsplanen er befæstelsesgraden for området defineret som 35. Befæstelsesgraden angiver, hvor stor en del af regnvandet, der kan ledes til Vand og Affalds kloaknet. Overskrides befæstelsesgraden skal grundejer sikre tilbageholdelse af overfladevand. 

I spildevandsplanen er der desuden reserveret et areal til regnvandsbassin, og grundejeren skal derfor stille et areal gratis til rådighed for Vand og Affald. I spildevandsplanen er det ikke defineret præcist, hvor regnvandsbassinet skal placeres eller omfanget af det. Reservationen til regnvandsbassinet er kun aktuelt, hvis grundejer ønsker at lede overfladevand til Vand og Affald kloaknet. 

I byerne handler klimatilpasning i høj grad om at undgå, at kloakkerne bliver overbelastede.

Det er først og fremmest grundejernes eget ansvar at sikre, at regnvand, der falder på egen ejendom, ledes forsvarligt væk og uden gene for naboer. Dette gælder samtlige ejere for eksempel boligejere, erhverv og boligselskaber.

Lokalplanen giver mulighed for, at overfladevand kan håndteres på terræn. Dette kan løses ved at etablere et regnvandsbassin, åbne render langs de interne veje eller regnbede. Håndteres overfladevand på terræn, så skal løsningen minimum overholde en 10 års regnhændelse, og det må ikke give anledning til gener på anden mands grund. Lokalplanen giver mulighed for dette for at sikre, at håndtering af overfladevand kan indgå som et rekreativt element i området, hvis bygherre ønsker det. 

Lokalplanen fritager ikke kommende bygherrer fra at søge og indhente øvrige fornødne tilladelser, eksempelvis byggetilladelse.

 

Museumsloven

Det vides ikke, om der er grundlag for en arkæologisk forundersøgelse, der skal afklare, om der er fortidsminder på grunden.

I god tid forud for påbegyndelse af bygge- eller anlægsarbejder, der medfører udgravning i lokalplanområdet, skal bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode Svendborg Museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder.

Museet skal herpå indenfor en frist på 4 uger komme med en udtalelse om dette. Udgiften til arkivalsk kontrol og en eventuel større forundersøgelse afholdes af bygherren eller den, for hvis regning jordarbejdet skal udføres, jf. Museumslovens § 26, stk. 1-2.

 

Vandløbsloven

Lokalplanen giver mulighed for at lokalplanområdets terræn kan ændres. Der må ikke foretages terrænreguleringer, der kan hindre vandets frie løb på terræn.

En terrænregulering kan kræve en tilladelse efter Vandløbsloven § 6, hvis der ændres på en mulig overfladeafstrømning oven på terræn, for eksempel i private haver.

Ved terrænændringer skal det sikres, at der ikke udledes vand til naboejendomme på baggrund af terrænopfyld­ning eller befæstelse. Det er grundejers ansvar at sikre, at der ikke opstår øgede gener ved befæstelse af arealer eller terrænreguleringer.


Naturbeskyttelsesloven

Efter lokalplanens endelige vedtagelse skal Svendborg Kommune anmode Miljøstyrelsen om at reducere skovbyggelinjen for det område, som er omfattet af lokalplanområdet. 

 

Vejloven

Udlæg, anlæg og ibrugtagning af private fællesveje kræver vejmyndighedens godkendelse.

Nye vejadgange og ændret brug af eksisterende , kræver ligeledes vejmyndighedens godkendelse.

I forbindelse med adgangstilladelse kan der stilles krav om, at der foretages ændringer på Odensevej, ligeledes krav til oversigtsforhold.

 

Jordforurening

Dele af lokalplanområdet er kortlagt i forhold til jordforurening på vidensniveau 2. Bygge- og anlægsarbejde på kortlagte arealer for­udsætter særlig tilladelse efter Lov om forurenet jord, § 8-tilladelse. I den forbindelse vurderes det i hvilket omfang, om der skal fjernes jord samt hvilke andre indsatser der eventuelt skal sættes i værk.
For yderligere oplysninger kontaktes Svendborg Kommune. Såfremt der under et bygge- og anlægsarbejde opstår mistanke om jordforurening, enten ved syn eller lugt, skal arbejdet standses og Svendborg Kommune kontaktes.

 

Miljøvurdering af projekt

Konkrete projekter kan kræve en selvstændig screening i forhold til Miljøvurderingsloven inden der søges om byggetilladelse, selvom lokalplanen er screenet efter Miljøvurderingsloven.