Om lokalplanen

Lokalplanens baggrund

Området har siden 1967 været udlagt til erhvervsområde, og området har blandt andet været anvendt til bilforhandler, tankanlæg, autolakering- og autoværksted. Ved lokalplanens udarbejdelse anvendes kun en mindre del af området til erhverv. 

I forbindelse med revisionen af den seneste kommuneplan, Kommuneplan 2021-2033, blevet området udlagt til et blandet bolig- og erhvervsområde samt et boligområde. 

Grundejerne har et ønske om at udvikle området, så der kan opføres boliger på området og samtidigt bibeholde dele af den eksisterende bebyggelse til erhverv.

Lokalplanen er udarbejdet for at sikre, at området kan omdannes fra et erhvervsområde til et blandet bolig- og erhvervsområde samt et boligområde. Lokalplanen skal sikre, at området omdannes i overensstemmelse med kommuneplanen samt sikre at ny bebyggelse kan indpasses i området på en hensigtsmæssig måde.

 

Lokalplanens område

Lokalplanområdet er beliggende i den nordlige del af Svendborg by mellem Odensevej, Pilegårdsvej og Folehaven.

Kortet viser, at lokalplans område er placeret i bydelen Svendborg Nord.

Lokalplanområdet omfatter matr.nr. 17c, Sørup, Svendborg Jorder og matr.nr. 17fy, Sørup, Svendborg Jorder. Området har et areal på ca. 23.500 m2, og det er placeret i byzone. Nord og syd for lokalplanområdet er placeret boliger, som hovedsageligt består af åben-lav boligbebyggelse. Mod øst grænser lokalplanområdet op til Margrethelund, som er en privatejet skov. Der er ikke adgang til skoven fra lokalplanområdet. Odensevej er placeret vest for lokalplanområdet, der er vejadgang til området herfra. 

Kortet viser lokalplanområdet. Lokalplanens afgræsning er vist med en rød stiplet linje.

På lokalplanområdet er opført bebyggelse bestående af et tankanlæg, bygninger til udstilling og salg af biler samt værksteder. Ved lokalplanens udarbejdelse er det kun dele af bebyggelsen, som fortsat anvendes. Det gælder for tankanlægget og den bygning, som er placeret ud mod Odensevej.

Store dele af lokalplanområdet er befæstet med bebyggelse og asfalt, som anvendes til parkeringspladser. Der er et større sammenhængende ubefæstet areal med græs, buske og træer, som er placeret langs Margrethelund. Der er desuden et mindre ubefæstet areal umiddelbart nord for parkeringspladsen, som er udlagt til privat have til Odensevej 34, 5700 Svendborg.

Indenfor lokalplanområdet er der en terrænforskel på 3 meter, fra kote 38 DVR90 til kote 35 DVR90. Lokalplanens laveste punkt er ved den eksisterende parkeringsplads, som er placeret centralt i området. 

Kortet viser lokalplanområdet og højdekurver i området. Højdekurverne er vist med 0,5 meter. 

Lokalplanområdet er omfattet af partiel byplanvedtægt nr. 20-1967 for et område ved Odensevej, Eskegaardsvej m.fl. og partiel byplanvedtægt nr. 20-1967, tillæg nr. 1 til partiel byplanvedtægt nr. 20-1967. Lokalplanområdet er desuden delvist omfattet af lokalplan 001.290. 

Byplanvedtægterne og lokalplanen gælder for et større område end nærværende lokalplan. Byplanvedtægten samt det tilhørende tillæg aflyses for den del, som er omfattet af lokalplanområdet. Lokalplan 001.290, Facade og skilte lokalplan vil fortsat være gældende for lokalplanområdet.

Der er en byggelinje, som er fastlagt 17,5 meter fra midten af Odensevej. Denne er tinglyst, og den vil fortsat være gældende for lokalplanområdet.