Forhold til anden lovgivning og planlægning

Kommuneplanens hovedstruktur

Lokalplanen skal udarbejdes i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur. Nedenstående overskrifter er et udsnit af kommuneplantemaer, som er relevante for nærværende lokalplan.

Erhverv og Turisme

Produktionsvirksomheder

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et udpeget konsekvensområde til produktionsvirksomheder.

Der er ingen produktionsvirksomheder inden for en radius af 1 km fra lokalplanområder. De boliger, lokalplanen giver mulighed for, vil ikke begrænse virksomheders drift eller produktion.

Kyst, Den kystnære del af byzonen

Lokalplanområdet ligger i den kystnære del af byzonen og er derfor omfattet af Planlovens §16, Stk. 5. I redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal der gøres rede for påvirkningen. Såfremt bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.

Lokalplanområdet er beliggende i Svendborg By, i den vestlige del af byen. Fra lokalplanområdet er der ca. 1,2 km til kysten, hvor der i mellem kysten og lokalplanområdet er tæt bebygget by. Lokalplanområdet kan således ikke ses fra kysten. Lokalplanen giver ikke mulighed for, at ny bebyggelse kan afvige væsentligt fra den eksisterende bebyggelse i området, og det vurderes derfor, at den nye bebyggelse ikke visuelt vil påvirke kystlandskabet. Det vurderes ligeledes, at der ikke er behov for en visualisering fra kysten.

Geologi og grundvand

Lokalplanområdet ligger indenfor område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), men på kanten til at området med særlige drikkevandsinteresser nedklassificeres til et område med drikkevandsinteresser (OD). Der er mindre end 100 m til denne nedklassificering af drikkevandsinteresserne. Lokalplanområdet ligger udenfor både boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og indvindingsoplande til nærliggende vandværker, og der er ingen vandindvindingsboringer nedstrøms lokalplanområdet frem til Svendborg Sund.

Kommuneplanrammerne er blandet bolig- og erhvervsformål, og lokalplanen gør det muligt, at der etableres boliger samt kontor- og serviceerhverv i området.

Dette er anvendelser, som ikke anses for aktiviteter der vil medføre en væsentlig risiko for grundvandet. Lokalplanen er derfor ikke i modstrid med drikkevandsinteresserne i området.

Kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning.

Kommuneplanens rammebestemmelser

Lokalplanens område omfattes af følgende kommuneplanrammer for lokalplanlægningen. Lokalplanen er i overensstemmelse hermed.

02.01.C3.003, Blandet bolig- og erhvervsformål

Områdets anvendelse Blandet bolig- og erhvervsformål
Fremtidig zonestatus Byzone
Udstykningsforbud Udstykning er tilladt inden for rammeområdet
Bebyggelseprocent 75% beregnet ud fra den enkelte ejendom
Max. antal etager 2
Max. bygningshøjde (m) 8,5
Specifik anvendelse

Uddannelsesinstitutioner

Publikumsorienterede serviceerhverv

Kontor- og serviceerhverv

Boligområde

 

02.01.C3.408, Blandet bolig- og erhvervsformål

Områdets anvendelse

Blandet bolig- og erhvervsformål

Fremtidig zonestatus Byzone
Udstykningsforbud Udstykning er tilladt inden for rammeområdet
Bebyggelseprocent 75% beregnet ud fra den enkelte grund
Max. bygningshøjde (m) 15
Specifik anvendelse

Etageboligbebyggelse

Tæt-lav boligbebyggelse

Kontor- og serviceerhverv

Særlige bestemmelser

Der kan kun planlægges for boliger i forbindelse med planlægning for kontor- og serviceerhverv.

 

Gældende lokalplaner

Lokalplanområdet er omfattet af gældende lokalplaner:

  • Lokalplan 112, for et område ved Ryttervej

Ophævelse af lokalplan

Med Kommunalbestyrelsens vedtagelse af Lokalplan 676 ophæves Lokalplan 112 for den del af lokalplanområdet, der omfattes af Lokalplan 676.

Servitutter

Ejere og bygherrer er selv ansvarlige for at sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler og ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres inden jordarbejder påbegyndes.
Ved udarbejdelsen af lokalplanen er der registreret følgende servitutter, som kan have betydning for bygge- og anlægsarbejde inden for lokalplanområdet. Svendborg Kommune påtager sig ikke eventuelle fejl og mangler.

  • 27.04.1984, Fjernvarmedeklaration
  • 16.01.1990, Dokument om forsynings-/afløbsledninger m.v. 
  • 04.06.1992, Dokument om forsynings-/afløbsledninger m.v.
  • 24.04.1997, Dokument tilslutningspligt til fjernvarme

CittaSlow

Svendborg Kommune opnåede i 2008, som den første danske kommune, medlemskab af den internation­ale Cittaslowbevægelse.

Ved at være en del af Cittaslow, har Svendborg Kommune forpligtet sig på, at planlægge og udvikle kommunen med udsyn, kvalitet og omtanke.

Vi skal bruge de moderne og teknologiske løsninger på en kreativ måde, med afsæt i de lokale særpræg, traditioner og historien.

Svendborgs lokale særpræg, traditioner og historie er forankret i naturen, landskaberne, det maritime, det kulinariske, de velbevarede historiske bygninger, de snoede gader og de levende landsbyer, et aktiv foreningsliv, en stærk høj- og friskole tradition, masser af kulturtilbud, levende havnemiljøer, smukke landskaber - og uanset hvor du er, så er det hele tæt på.

Lokalplanen giver mulighed for flere boliger og arbejdspladser, derved kan flere leve og opleve det gode liv i Svendborg Kommune.

Bosætningsstrategi 2020

Lokalplanen understøtter Kommunalbestyrelsens strategi om at byfortætte og omdanne fremfor at inddrage nye arealer til byudvikling. Nærværende lokalplan muliggør at tidligere erhvervsarealer, som har været anvendt til parkering og boldbaner, kan udvikles til boliger og erhverv.

Svendborg Kommune må ikke vedtage planer, der kan skade arter eller naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Nature 2000- områder, eller yngle- og rasteområder for arter på EU’s habitatdirektivs bilag IV. Alle planer og projekter skal derfor vurderes i forhold til, om de kan skade Natura 2000-områder eller strengt beskyttede arter på direktivets bilag IV.

Natura 2000

Lokalplanområdet er beliggende i Svendborg By udenfor Natura 2000 netværket.

Nærmeste Natura 2000-område er Sydfynske Øhav, som ligger ca. 6 km sydvest for lokalplanområdet.

Svendborg Kommune vurderer, at planen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke Natura 2000-områder.

Habitatbekendtgørelsen §6

I habitatsbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde.

Det er Svendborg Kommunes vurdering, at der ikke er egnede levesteder for Bilag IV-arter indenfor lokalplanområdet. Det er derfor kommunens vurdering, at Bilag IV-arter ikke skades som følge af lokalplanen.

Naturbeskyttelsesloven

Der er ikke registreret beskyttede naturtyper i lokalplanområdet.

Jordforureningsloven og Lov om forurenet jord

Der er ikke kortlagt forurening efter Jordforureningsloven inden for lokalplanområdet.

Lokalplanområdet er ikke omfattet af anmelde- og analysepligt for bortskaffelse jord.

Ejeren eller brugeren skal sikre sig, at de øverste 50 cm jord af det ubebyggede areal ikke er forurenet eller, at der er etableret varig belægning på arealet jf. Lov om forurenet jord.

Ejeren eller brugeren skal ud fra de oplysninger, de kender, selv tage stilling til, om kravet er opfyldt eller om der skal foretages nærmere undersøgelser.

Såfremt der under et bygge- og anlægsarbejde opstår mistanke ved syn eller lugt om jordforurening, skal arbejdet standses og Svendborg Kommune kontaktes.

Drikkevandsinteresser

Lokalplanområdet ligger indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), men på kanten til at drikkevandsinteresserne nedklassificeres til et område med drikkevandsinteresser (OD). Der er mindre end 100 m til denne nedklassificering af drikkevandsinteresserne. Lokalplanområdet ligger udenfor både BNBO’er og indvindingsoplande til nærliggende vandværker, og der er ingen vandindvindingsboringer nedstrøms lokalplanområdet frem til Svendborg Sund.

Nærmeste vandværk er Sørupværket, og det er også boringerne tilknyttet dette vandværk, som ligger tættest på lokalplanområdet. Ifølge grundvandspotentialerne (grundvandsstanden) i det dybereliggende grundvand, som vandværket indvinder fra, går grundvandstrømmen fra nordvest mod sydøst.

På nedenstående kort er grundvandssituation vist omkring lokalplanområdet. Grundvandspotentialerne er vist med lyseblå linjer og grundvandets strømningsretning er vist med lyseblå pile. Sørupværkets boringer er vist med mørkeblå prikker, og ligger indenfor de røde organisk formede områder, der er BNBO’erne til boringerne. Hvor to eller flere BNBO’er er sammenfaldende er den røde farve kraftigere. Den grønne linje mellem BNBO’erne og lokalplanområdet angiver den sydvestlige afgrænsningen af indvindingsoplandet til boringerne. Indvindingsoplandet viser området, hvor vandet vurderes at ville strømme frem til boringerne inden for 100 år.

Lokalplanområdet ligger således i et område, hvor grundvandsdannelsen ikke vurderes at ville bidrag med vand til Sørupværkets boringer.

På kortet ses grundvandssituationen i området.

Lokalplanen er udarbejdet med udgangspunkt i planlovens § 15a, som fastlægger, at der kun må udlægges arealer til støjfølsom anvendelse (fx boliger), hvis planen kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

Vejtrafikstøj

Ved nybyggeri eller ændret anvendelse skal det sikres, at Miljøstyrelsens grænseværdier for trafikstøj kan overholdes.

Udbredelse af vejstøj i lokalplanområdet beregnet 1,5 m over terræn.

Lokalplanområdet er udlagt til blandet bolig- og erhverv i kommuneplanen og betragtes som et område til blandede byfunktioner hvorfor Planlovens § 15, stk. 2, nr. 26 finder anvendelse. Bestemmelsen forudsætter, at støjpåvirkningen ikke skal vurderes i skel, men alene indendørs og på udendørs arealer, og at der skal ske isolering mod støj af ny boligbebyggelse.

Konkret må grænseværdien for vejtrafikstøj på 58 dB overskrides under forudsætning af, at det sikres at:

  • Alle udendørs arealer, der anvendes til ophold i umiddelbar tilknytning til boligerne, har et støjniveau lavere end 58 dB. Det samme gælder områder i nærheden af boliger, der overvejende anvendes til færdsel til fods (fx gangstier, men ikke fortove mellem boligen og vejen), og
  • Udformningen af boligernes facader sker, så der er et støjniveau på højest 46 dB indendørs i sove- og opholdsrum med åbne vinduer (fx med særlig afskærmning uden for vinduet eller særligt isolerende konstruktioner), samt
  • Boligerne orienteres, så der så vidt muligt er opholds- og soverum mod boligens stille facade og birum mod gaden.

Der kan eksempelvis opsættes en støjvæg ud mod Ryttervej og de støjbelastede facader kan lydisoleres ekstra godt – for eksempel ved brug af russervinduer.

Det vurderes ikke muligt at begrænse trafikstøjen ved kilden.

Det primære fælles opholdsareal vil ikke blive påvirket af vejtrafikstøj.

Det er en forudsætning for at få en ibrugtagningstilladelse, at det dokumenteres at de til enhver tid  gældende støjgrænser overholdes.

Jernbanen

Beregninger viser, at støjen fra toge på jernbanen lige øst for lokalplanområdet ikke overskrider Miljøstyrelsens grænseværdier for støj, hverken i 1,5 meter eller 4 meters højde. Der er derfor ikke
behov for afskærmende tiltag mod jernbanen.

Der er den 15. juli 2021 foretaget vibrationsmålinger ved det byggefelt beliggende tættest på jernbanen. På baggrund af målingerne konkluderes det, at vibrationsniveauet vil ligge på 53 dB til 66 dB.
Grænseværdien for vibrationsniveauet er Law ≤ 75 dB(KB). Det forventede vibrationsniveau overholder derfor grænseværdien.

Virksomhedsstøj

Det skal sikres, at erhvervet i stueetagen overholder Miljøstyrelsens vejledende grænser for støj. Grænseværdien skal være overholdt på boligernes udendørs opholdsarealer og ved facaderne ud for alle etager.
Indenfor lokalplanområdet må erhvervet ikke påføre boligernes facader eller udendørs opholdsarealer en støjbelastning, der overstiger 55/45/40 dB(A) for hhv. dag/aften/nat.
I forhold til boliger udenfor lokalplanområdet, skal butikken overholde en støjgrænse målt ved boligens skel på 45/40/35 dB(A) for hhv. dag/aften/nat.

Interne veje

Adgangsvej til lokalplanområdet skal ske fra Ryttervej og Skovsbovej.

Adgangsveje fra Ryttervej og Skovsbove til lokalplanområdet

Den nordligste adgangsvej skal placeres overfor adgangsvejen til p-pladsen ved SG-hallen, det er af hensyn til trafiksikkerhed og trafikafvikling.

I forbindelse med adgangstilladelse til Ryttervej og Skovsbovej kan der stilles krav om, at der foretages ændringer på vejene.

Parkering

Der skal etableres parkeringspladser i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser:

Anvendelse Norm
Række-, kæde-, klynge og dobbelthuse 1½ p-pladser pr. bolig
Etageboliger 1 p-plads pr. bolig
Boliger under 55 m2 0,5 p-pladser pr. bolig
Kontorbygninger 1 p-plads pr. 75 m² etageareal
Hoteller og vandrehjem 1 p-plads pr. 2 værelser
Restauranter og café 1 p-plads pr. 10 siddepladser

Parkering kan etableres på terræn uden for de fælles opholdsarealer. Der må i direkte tilknytning til hver bolig kun placeres én parkeringsplads. De resterende parkeringspladser, der skal etableres til boligerne, skal etableres som fællesparkering på parkeringsplads eller langs med de interne veje.

Fællesparkering på 10 parkeringspladser eller derover skal begrønnes.

Der skal etableres cykelparkering i overensstemmelse med kravene:

Anvendelse Norm Overdækning
Række-, kæde-, klynge- og dobbelthuse 2 stativer*/100 m² etageareal  
Etageboliger 2 stativer*/100 m² etageareal 50%
Kontor- og servicebygninger 1 stativ*/100 m² etageareal  

*Et stativ er lig med en plads til en cykel.

Kollektiv trafik

Lokalplanområdet er nabo til Svendborg Vest Station, der er således let adgang til togforbindelsen mellem Svendborg og Odense. Fra Odense station er der derfra adgang til den øst-vestgående regionale togforbindelse.

Der er fra lokalplanområdet ligeledes gode busforbindelser med stoppesteder ved henholdsvis Ryttervej, Svendborg Vest Station og Wandallsvej.

Skole og institutioner

Der er ca. 600 m til Kernehuset som en integreret daginstitution og ligeledes er der ca. 600 m til børnehaven Ryttergården. Nærmeste folkeskole, Vestre Skole ligger ca. 1 km fra lokalplanområdet. 

Vandforsyning og renovation

Lokalplanområdet ligger i et område, hvor vandforsyning og renovation varetages af Vand og Affald, Ryttermarken 21, 5700 Svendborg.
Der henvises til Svendborg Kommunes vandforsynings- og affaldsplan, regulativer og vedtægter.

Elforsyning

Elforsyningen varetages af Flow Elnet A/S. Etablering af el-anlæg (transformerstationer, kabelskabe og kabelanlæg) samt anvisning af tilslutningssteder i det kollektive elforsyningsnet varetages af Flow Elnet A/S. Det må forventes at nødvendigt areal til etablering af el-anlæg skal stilles til rådighed og afklares med Flow Elnet A/S. Der henvises i øvrigt til det liberale el-marked for så vidt angår leverandørvalg.

Fjernvarmeforsyning med tilslutningspligt

Lokalplanområdet er udpeget til kollektiv varmeforsyning, og der er tilslutningspligt til fjernvarme jf. gældende varmeplan ved lokalplanens vedtagelse.

Spildevandsplan

I byerne handler klimatilpasning i høj grad om at undgå, at kloakkerne bliver overbelastede.

Området er omfattet af Spildevandsplan 2020-2031 for Svendborg Kommune.

Området er udlagt til separatkloakering med en befæstelsesgrad på 45 %.

I henhold til spildevandsplanen skal der på grunden reserveres et areal til et forsinkelsesbassin for regnvand, som etableres af Svendborg Spildevand A/S. Regnvandsbassinet skal have en størrelse på ca. 550 m³ svarende til en max. befæstelsesgrad på 45 %. Hvis befæstelsesgraden på 45 % overskrides skal bygherren sørge for det supplerende bassinvolume.

I spildevandsplanen er der desuden reserveret et areal til en ledning langs lokalplanens østlige og sydlige skel.

Kort over eksisterende ledninger

Klima

Delområde B vil ved en 5 års regnhændelse og højere have et område som oversvømmes. Ved terrænreguleringer kan dette forebygges men dermed ændres vandets frie løb, hvorfor der skal være en plan for hvordan veje og naboer ikke oversvømmes.

Det blå område med den røde cirkel oversvømmes ved en 5-års regnhændelse. Den grå linje ned gennem området er den rørlagte Christinedalsbækken.

Lokalplanen fritager ikke kommende bygherrer fra at søge og indhente øvrige fornødne tilladelser, eksempelvis byggetilladelse.

Museumsloven

Det vides ikke, om der er grundlag for en arkæologisk forundersøgelse, der skal afklare, om der er fortidsminder på grunden.

I god tid forud for påbegyndelse af bygge- eller anlægsarbejder, der medfører udgravning i lokalplanområdet, skal bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode Svendborg Museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder.
Museet skal herpå indenfor en frist på 4 uger komme med en udtalelse om dette. Udgiften til arkivalsk kontrol og en eventuel større forundersøgelse afholdes af bygherren eller den, for hvis regning jordarbejdet skal udføres, jf. Museumslovens § 26, stk. 1-2

Vandløbsloven

Det offentlige vandløb, Christinedalsbækken, løber gennem lokalplanområdet og der må ikke bygges eller foretages ændringer ovenpå vandløbet. Der kan søges tilladelse efter vandløbsloven, til at bygge eller foretage ændringer oven på vandløbet. I forbindelse med en tilladelse kan det kræves at vandløbet forlægges eller flyttes til anden placering. Sagsbehandlingstid kan være op mod et halvt år.

Miljøvurdering af projekt

Konkrete projekter kan kræve en selvstændig screening i forhold til Miljøvurderingsloven inden der søges om byggetilladelse, selv om lokalplanen er screenet efter Miljøvurderingsloven.